Vandring ved foden af naturpark Sierras de Tejeda

BEMÆRK: NYE DATOER 
8 dage: 22-29. februar 2020   
8 dage: 29/2 februar- 7. marts 2020 
Du kan også vælge begge uger: kontakt Klaus Falsing for pris


          2 pers i delt lejlighed pr person: fra kr. 8.200,-  1 person i lejlighed:fra  kr. 9.200,- (inkl. ½ pension)

Vandreferie med ophold på en smuk andalusisk finca.

Tag med på en livsbekræftende vandreferie! Du får røde kinder, godt selskab og masser af inspiration!

Turen er særligt tilrettelagt for dig som har rundet de 55 år, og som ønsker at gå i et roligt tempo. 
På turene giver vi os tid til  at nyde de mange udsigter og indtryk vi får undervejs.

Vandringerne

Naturparken Sierras de Tejeda er på 41.000 hektar, hvilket er på størrelse med Falster. Vi bor og vandrer i den vestlige og sydlige del af naturparken, et stort naturområde, hvor vi dagligt kan følge  vejrets omskifteligheder og tilrettelægge vores vandringer herefter. 

Alle dage vandrer vi i roligt tempo, heraf fire dage i lokalområdet.  Vi vandrer dagligt mellem 4-6 timer inklusiv pauser. Undervejs holder vi pauser, hvor vi nyder de mange forskellige udsigter over det kuperede andalusiske landskab.

Ekskursionerne

Under opholdet foretager vi to ekskursioner.

  1. Vandring langs den smukke og kuperede kyststrækning mellem bjergtoppen Cerro Gordo og  kystbyen Nerja

  2. Vandring i det helt specielle landskab el Torcal, som er gammel havbund. Området var i gamle dage kendt for sine røverbander, men er nu et fredet område. På vejen tilbage til Fincaen besøger vi de kæmpestore jættestuer i Antequera.

Efter dagens vandring

Efter dagens vandring kan du fx. slappe af på fincaen eller tage en dukkert i pool´en. Du kan også gå på opdagelse i én af de to små hvide andalusiske byer, som ligger ca. 2 km. fra landstedet.

Byerne har ca. 1-2.000 indbyggere, og der er små købmænd, barer og restauranter. Her kan du opleve en andalusisk lokalkultur, som er uspoleret af turismen.

Ud over de nævnte muligheder kan du for eksempel også:

  • dyrke yoga og meditere med udsigt ud over det bølgende landskab
  • studere områdets særlige flora, fauna og geologi
  • gå på opdagelse i nærområdet

Måltiderne

Morgenmad og madpakker til frokost arranger vi selv.
Vi køber ind i et stort velassorteret supermarked og supplerer med indkøb i de to små lokale supermarkeder. Det vil sige, at du selv er med til at vælge madvarerne. (Indkøbene er inkluderet i turens budget).

Du kan vælge at spise morgenmaden i din lejlighed eller du kan deltage i fællesspisningen i fincaens store kombinerede køkken og alrum.

Aftensmad.
Når vi ankommer til fincaen bliver vi trakteret med et dejligt aftensmåltid, tilberedt på stedet. De øvrige aftener kan du vælge enten at spise på fincaen, hvor du selv tilbereder dit aftensmåltid, eller du kan komme med og spise på nogle af de små restauranter i området. Sidstnævnte er for egen regning - typisk koster et måltid mellem 15 og 20 euro.

Landstedet 'Finca Mariposa'

Finca Mariposa er en typisk andalusisk ejendom bygget af en blanding af rustikke materialer og genbrugsmaterialer. Mariposa er bygget for ca. 25 år siden og tænkt som et hjem for ældre lokale beboere. I dag drives stedet af et dansk par, Hellemai og Stig, som har omdannet det til et mindre gæstgiveri. 

Besøg Fincaens hjemmeside

Det praktiske

Transport fra København til Finca Mariposa:
Vi flyver fra København direkte til Malaga (ca. 3 1/2 time). I lufthavnen venter en udlejningsbil på os, hvorefter vi kører til landstedet hvor vi skal bo.  Transport tid i bil tager ca. 1 1/2 time. 

Al transport i Andalusien foregår i den lejede minibus, som står til vores rådighed hele ugen.

Morgenmad og frokost/madpakker:
I prisen indgår alle morgenmåltider samt frokost/madpakker. Når der er behov, arrangerer vi transport enten til Sedellas lille købmandsforretning eller til et stort indkøbscenter ca. 30 min. kørsel fra Fincaen.

Aftensmad:
I prisen indgår aftensmad den første aften.  De seks øvrige aftener kan man enten selv tilberede et aftensmåltid på stedet, eller Klaus arrangerer transport til forskellige lokale restauranter, hvor man kan købe et dejligt aftensmåltid for ca. € 15-20 incl. drikkevarer.

Område

Turleder Klaus Falsing

Deltagere fra pionerturen i 2018 fortæller:

Jeg har virkelig nydt turen i de Andalusiske bjerge her i november, hvor vi har vandret i sydens spisekammer. En overdådighed af mandler, valnødder, granatæbler og kastanjer. Duften af lakrids fra anisplanterne og synet af røde bourgonvillaer og blåviolette morning gloria - noget for alle sanser. Vejret var med os og vi gik fra den ene flotte udsigt til den anden - mod nord sierra Tedeja bjergene med MaRomatoppen på 2047m og mod syd det grønne landskab med spredte hvide huse ud til Middelhavet.

Vi havde fast base i finca Maria Posa, der ligger på en bjergskråning med sin frodige have. Et sted jeg følte mig meget velkommen hos Stig og Hellemai, der er værtsparret. Og Klaus fra Like2hike - et dejlig varmt menneske, der med sit store lokalkendskab har været en rigtig god guide for os.

Venlig hilsen Jette Sauer

 

Efter en god uge i de andalusiske bjerge med Klaus /Like2Hike, kan jeg varmt anbefale konceptet med en kombination af vandring og afslapning.

Med base på et typisk spansk landsted, drevet af et meget gæstfrit dansk værtspar, udforskede vi området med vandreture på ca 4-5 timer. Vi var på enkelte ture til fjernereliggende seværdigheder, som f eks. El Torcal (iflg sagnet en forstenet by) og Middelhavskysten.

Klaus skabte tryghed og gode rammer, som den meget omhyggelige og lydhøre guide, han er.

Det var en dejlig ferie!

1/11-18, Eva Alstrup

 

Tur til Andalusien med Like2hike og Klaus!

Jeg er lige kommet hjem fra 10 dage i Andalusien, hvor vi boede i Finca Mariposa tæt ved Salares og Sedella. Klaus var som vanlig en dygtig turleder, og jeg går stadig som om jeg er i bjergene, der folder sig op og ned, så turen lige derhen til tager lang tid. Naturen var præget af vejret, hvor vejene havde mudderskred efter heftig regn, og den sidste dag var der sne på toppen af det nærmeste bjergplateau. Kølig vind, men godt pakket ind, og høj flot sol gjorde udsigten fra et mirador (et udkikspunkt) helt fantastisk ud over Middelhavet og den sydlige del af Andalusien med Malaga ved kysten. Deroppe var der heste, der løb frit og bjerggeder! Lad mig komme afsted igen...

Anna-Margrethe Foged

KONTAKT OS

  • TELEFON

    61 26 30 46

  • ADRESSE

    LIKE2HIKE APS

    Vitha Weitemeyer og Klaus Falsing
    Ahornvænget 114
    3250 Gilleleje

INFO

FØLG OS

×
Ring op
Menu