Klaus Falsing • like2hike.dk
Små grupper • Varieret natur • Familiedrevne Hoteller • Rejsegarantifonden
Klaus Falsing

Klaus Falsing

Interview: Livet får ben at gå på

Man er aldrig for gammel til at begynde på noget nyt. Klaus Falsing har i en alder af 72 oprettet sit eget rejsebureau og det er benene, der får lov til at bære ham ud på nye eventyr.

Der er mange måder at blive gammel på. Klaus Falsing har valgt at gå ind i alderdommen. Snøre vandrestøvlerne, smide en flaske vand eller to i rygsækken sammen med madpakken og så afsted. Han er sin egen herre, har oprettet sig eget rejsebureau. Han vil gå, og han vil have andre med.

Op og ned ad bjerge, ind og ud af dale, over stok og sten går det, og det gerne med en hale af gå-glade mennesker i kølvandet.

Men hvad er det, der får en mand, der er ude over sin første ungdom, til at oprette sit eget rejsebureau for folk, der gerne vil gå.

Det er kicket – jeg tænder på det at organisere, at planlægge, at udforske et område og udfordre mig selv, siger Klaus Falsing, der har lagt fødselsdag nummer 72 bag sig. Vi sidder på en solbeskinnet terrasse på Finca Mariposa i bjergene i Andalusien, en god times kørsel fra Malaga og solkysten i Spanien. På vejen fra lufthavnen er vi kørt forbi de endeløse karréer med lejligheder, ejet og beboet af solhungrende udlændinge fra de kølige lande i nord. Her, på solkysten, har hvert land med et koldt klima sin lille vinterghetto. Det blå Middelhav glimter i solen.

Det er ikke på kysten, men i bjergene, Klaus Falsing har det bedst. Det er her, han planlægger og kortlægger den ene tur efter den anden, for dem, der kan lide at gå. For dem, der måske ikke ved, om formen er god nok, for dem, der gerne vil prøve, men som ikke tør stole helt på egne ben og egen stedsans.

Jeg har gennem årene været turleder på mange af Dansk Vandrelaugs ture i både ind- og udland, og det er med den erfaring i rygsækken, jeg nu har kastet mig ud i at være min egen herre med rejsebureauet Like2Hike. Det var ikke helt så let, som jeg måske havde været så naiv at tro, og at være medlem af Rejsegarantifonden er ikke gratis, men det jeg foretager mig nu, er nu engang det, jeg vil, og nu skal vi ud over stepperne. Jeg regner da med, at jeg har nogle år endnu, inden jeg må stille vandrestøvlerne på hylden.

Et kludetæppe

Klaus Falsings sidste eventyr – indtil videre i hvert fald, er blot endnu en lap i det brogede kludetæppe, der har udgjort hans liv. Han hadede skolen, blev smidt ud hjemmefra i en alder af 16, – thi hvorfor føde på ham, når han ikke ville gå i gymnasiet? Han klarede sig selv, kom i lære i en tømmerhandel, blev soldat, arbejdede, studerede, blev cand.merc. fra Handelshøjskolen i København, nu CBS.

Klaus har rådgivet iværksættere og mindre virksomheder, og han har undervist på CBS og på Niels Brocks handelsskole. Ud over sine ansættelser har Klaus i næsten 20 år arbejdet med friluftsliv. Han har arbejdet med analyser af danskeres ferie- og friluftsvaner, og i mange år beskæftigede han sig med at integrere utilpassede unge til enten en uddannelse eller et job. I en del år var han sekretær i en europæisk fond, hvor arbejdet med de unge foregik ved at bygge kanoer og mindre sejlbåde i træ, stål, glasfiber og kulfiber.

Han er blevet ansat og han er blevet fyret, han har været medarbejder og han har været chef, han har været arbejdsløs, fattig som en kirkerotte og ved muffen. Han blev gift, fik barn, blev skilt. Hans liv har været i faste rammer og hans liv har sejlet – men nu, i en alder 72, føler han, at han har overtaget styringen af eget liv.

Der har været perioder i mit liv, hvor alt har formet sig som jeg kunne håbe, ønske og arbejdet for, og der har været perioder, hvor jeg har været slået totalt ud af kurs. Nogle år efter min skilsmisse, som tog hårdt på mig, arvede jeg mine forældre. Jeg var så uheldig at investere pengene i en virksomhed hvor det viste sig at de patenter, virksomheden hvilede på, var stjålet, og så var jeg igen på røven. Så snørede jeg støvlerne og gik fem uger på Caminoen – jeg anede intet om Caminoen, havde bare læst en bog. Jeg flygtede, det var det, jeg gjorde, men i de uger fik jeg indkredset hvad der var, der tyngede hvad det var, der gjorde ondt. Det var skyld, det var skam. Jeg havde været så bundløs naiv. Efter det læste jeg en masse om psykologi og personlig udvikling.

I de sidste ti år har Dansk Vandrelaug været en stor del af Klaus Falsings liv og hans hjertebarn. Han har siddet i laugets landsstyrelse og var indtil for nylig formand for afdelingen i København. Han er trådt ud, fordi han ikke er enig i den udvikling, lauget gennemgår i disse år og han vil hellere ud og gå i naturen end sidde i en stol og blive bitter.

Det vigtigste for mig – og vel det vigtigste for de fleste i min alder, er vel, at vi kan holde os sunde og raske. Jeg vil have det sjovt, jeg vil have tid til fordybelse, jeg vil være i naturen fordi det er der, jeg har det bedst – og jeg vil gerne have andre med. Derfor er jeg blevet mit eget rejsebureau. Jeg vil have folk ud at gå, og så er det lige meget, om de er vant til at gå, om de har gigt eller diabetes eller hvad ved jeg. Jeg vil bare have dem med ud, ud i naturen. Jeg vil vise dem, at man godt kan være med på vandreture i Spanien, selv om alt knirker, knæene gør ondt og man taber pusten. Nye oplevelser er ikke forbeholdt dem, der fysisk og psykisk er i topform og kan det hele, slutter Klaus Falsing.